Arkorrektion

Forundersøgelse:
Alle plastikkirurger har specielle teknikker til korrektion af ar. Arvævsdannelse er dog helt individuel og afhænger også af, hvor på kroppen det er.

Man skal være meget realistisk om, hvad der kan korrigeres, og det vil ved forundersøgelsen blive vurderet, om risikoen er større end sandsynligheden for at få et bedre resultat. Du vil blive informeret om, hvilket behandlingstilbud der er, og risikofaktorerne ved behandlingen. Nogle ar er så store, at de skal korrigeres i fuld bedøvelse på sygehuset.

Operation:
Operationen foregår i lokalbedøvelse, og du kommer hjem umiddelbart efter. Det er vigtigt at du har spist noget inden du kommer, og det er vigtigt, at du har en chauffør på operationsdagen.
Såret sys altid sammen. Efter operationen vil der blive sat plaster på og af og til en forbinding. Det vil på operationsdagen blive aftalt, hvornår trådene skal fjernes, det er oftest efter 2 uger. Drejer det sig om et ar efter en tidligere kræftoperation, sendes vævet oftest til mikroskopisk undersøgelse.

Risikofaktorer:
Der er risiko for blødning og infektion. Der er risiko for, at sårene kan springe op samt ændret følesans. Hvis såret springer op, så skal det hele af sig selv fra bunden.
Man får naturligvis et nyt ar i området. Det er helt individuelt, hvordan man danner ar. Nye ar er dog altid røde og kan være meget stramme, ældre ar er som oftest hvide, og du kan først regne med det endelige resultat efter ca. 8-12 måneder. Nogle mennesker har dog en tendens til at danne meget uskønne og brede ar.

Hvis du ryger er det vigtigt du holder pause med rygning fra ca. 4 uger inden operationen til 4 uger efter, idet rygning øger risikoen for infektion, dårlig sårheling og uskønne ar.

Forberedelse til operation:
Får du blodfortyndende medicin, skal du holde pause med dette 4 dage forud for operationen. Dette gælder også naturmedicin som for eksempel hvidløg, fiskeolie, gingko biloba og ingefær, da de alle øger risikoen for blødning.
Du skal være nyvasket i operationsområdet, og du må ikke have creme eller makeup i området. Er der hårvækst i området, skal dette være fjernet for at mindske risikoen for infektion.

Efter operationen:
For at mindske risikoen for helingsproblemer og infektion, er det vigtigt, at du tager det stille og roligt de første 2 uger efter operationen. De første 24 timer efter operationen, må området ikke blive vådt, herefter kan man tage et hurtigt brusebad. Området skal som hovedregel holdes tørt, for at mindske risikoen for infektion, og man må ikke gå i fx sauna eller stillestående vand, før der ikke er den mindste sårskorpe på.
Afhængigt af hvor på kroppen operationsområdet er, vil du blive vejledt yderligere på operationsdagen, og det bliver også aftalt, hvornår du skal have fjernet trådene. Det foregår som regel hos egen læge.

Som smertestillende kan anvendes tablet Panodil 1 g, max x 4 daglig.